En anden frekvens

Det var godt at være inde og se Satantango og synke længere og længere ned i den mudrede verden og historiens afslutning, som timerne i mørket skred frem. Til sidst havde vi alle, tror jeg, fundet ind til en anden skala, hvor de mange minutter, indstillingerne ofte varer, oplevedes som sekunder. Jamen så prøvede man lige at være på en anden frekvens... Det er en mærkelig film, som på en gang befinder sig i tætte, tilmurede rum og i en vidtforgrenet struktur, der akkurat hænger sammen i det, man kalder plot. Men det var ikke så meget nogen handling, der gjorde, at vi blev siddende i de otte timer, visningen varede, som det var den stadig rigere fordybelse af det, der normalt er perifert eller underforstået: rum, vejr, lyd. Alle scener blev ligesom vredet som våde klude. Til sidst var det som om, filmen hviskede det, Psalm siger i slutningen af Ulrikkes nye fantastiske bog: "I know we haven't gone through a great story arch together, but at least we've been through ups and downs. Yeah. We have been through ups and downs, and I can feel you still love me. And I love you right back." Bortset fra at man måske ikke kom THROUGH ups and downs, men snarere evindeligt kravlede et stykke op, faldt ned igen osv. Der var noget uigennemtrængeligt over filmen, som på sin side trængte helt ind. Jep sådan kan man sige det... Det flotte var også, at det vigtigste niveau af filmen ikke var klipningen eller handlingen eller for den sags skyld skuespillet, men det, der jo egentlig altid er det mest grundlæggende niveau: kameraet. Man blev virkelig fortrolig med dets små rystelser og store tålmodighed. Bagefter gik jeg med C og M til Nørreport, hvor vi indrømmede, at vi var for trætte til at fortsætte. De rejste hjem til Malmø, jeg gik hjem langs søer og var tom af glæde og hostede

Den højeste fiktion

Jeg er på langrend oppe i fjeldene. Sne til alle sider, i morges var selv sneen lyserød, fordi solen stod op, og grantræerne var tunge af tjavset sne. Det lignede en scenografi, hvor der var gjort lidt for meget ud af ideen om vinter, men jeg har også lige læst Tom Silkebergs gode bog om teater. At pruste og puste ud i alt det smukke er noget af det smukkeste! I går aftes sad jeg i pejsestuen, hvor nogle tilrejsende musikanter underholdte med kammermusik, så vi i publikummet kunne nyde følelsen af at være verdensfjerne europæere på et sanatorium. Jeg elsker virkelig at løbe omkring i alt det hvide og føle, at det hele er meget virkeligt og meget fiktivt, meget konkret og meget abstrakt. Forstår aldrig helt den erfaring. At være besøgende i sådan et rum, der i glimt kan føles afskrællet socialitet. Måske bruger jeg ordet fiktivt, fordi jeg her tænker fiktionen som et lukket rum frigjort fra de fleste sammenhænge. At det ofte er naturen der giver mig DEN følelse må jo betyde, at den højeste fiktion findes på det højeste bjerg… Den her ide om fiktionen som det rensede rum, utopien: Tænker på det, Lars skriver i Øvelser, at skriften skal gøres “fri / af sine forudsætninger / som et lukket system, en biosfære / vi kan opretholde livet i”. Skriften betyder ikke fiktion her, men måske kan man bruge ordet sådan. I hvert fald skriver Wallace Stevens, som jo er en af de bedste digtere, skal man huske, i “Notater om den højeste fiktion”, at den højeste fiktion, hvilket, jeg tror, betyder den bedste poesi, må være: abstrakt, foranderlig og bringe glæde. Kriterier der også er opfyldt i et landskab. For her betyder det abstrakte måske bare: uden referencer. Sne, sne og sne. Det, der ikke peger videre, og det er måske også derfor, man taler om “abstrakt maleri”, selvom denne type maleri vel er den mest konkrete: flader af maling. Ja, nu forstår jeg det hele

 

   

 

 

jeg går ud og ind af den mølædte omgivelse som om jeg var en nål

som forsøgte jeg at sy

verden sammen med en tråd . af rene tanker??

Guys

Okay jeg må lige nuancere noget jeg skrev den anden dag. Det lovede jeg O i går aftes på Onss (en bar som er den nye gode bar), lige da vi var kravlet op på de høje stole sagde han, hvad sker der lige for den snak du havde med A. Jeg ved det, det var lidt kækt. Har også tænkt jeg ville rette det. Jeg føler mig jo ikke mobiliseret ind i et nationalt fællesskab mod en ydre fjende, omvendt opfatter jeg hele snakken om krig som en afledning fra at føre god politik. Men det er da stadig en spændende nok fantasi. Hvad ville I gøre? Det ved jeg ikke, men jeg ville da aldrig melde mig ind i millitæret? Det ville man vel kunne blive tvunget til, sagde M, der ellers stod og blandede drinks til os. Ja og jeg ville heller ikke have lyst til at være soldat, sagde jeg, men jeg kunne da godt forestille mig, at en invasion ville aktivere nogle følelser, som i dag virker eksotiske. Men ok ok, måske er selve dette at have den her fantasi en del af problemet. At vi lader krigen snige sig ind over alt. Men det er vel også bare et udtryk for følelsen af, at Verden i tiltagende grad trænger sig på. Verden, verdenen. Verdnerne. Og at jeg har den følelse skyldes jo stadig i langt højest grad det, man med en samlebetegnelse kan kalde klimakollapset. Og oplevelsen af verden som slidt og udmattet og underlig. Jeg har det nok lidt som den 14-årige pige, der i Oksbøl forleden blev forfulgt af en smuk og bange ulv, som der nu er givet tilladelse til at skyde. Hun filmede den og sendte den til sine venner: Guys, guys, guys, guys, guys, guys. Guys, guys, guys, der er en fucking ulv. Guys, hvad fuck gør jeg? Den har fucking fulgt efter mig. Guys, hvad fuck gør jeg? Skal jeg bare gå eller hvad? Guys, hvad fuck gør jeg? Hallo, hvad fuck gør jeg? Hallo hallo hallo, det der er en fucking ulv. Nej hallo skal jeg ringe til min mor? Hallo. Guys, jeg sværger, den følger efter mig...

Men tidligere på dagen mødtes jeg med J i Malmø for at tale om mine digte. Vi sad på en cafe, hvis 80'er-æstetik bar præg af den aristokratiske smagløshed, som er så svensk. Rød velour, guldspejle, mønstrede gardiner og tyk høflighed. Vi talte om Tromsø. Hun ville også se nordlys, når hun blev en gammel mand. Jeg sagde, eller var det til en anden, at jeg overvejede at tage op til en fjord nord for Alta. Hvor der skulle være etableret en mere eller mindre permanent protestlejr, som blokerer for en planlagt kobbermine. Langt, langt oppe. I Sápmi, i Arktis. Vil spørge L, om han kan sende noget mere info. Spørger også, om W også skal med. Det ville være så godt... Men så talte J om digtene og om verden, verdenen de beskriver. Hvad er en forfader uden efterkommere? Hvad er en mur, som ikke skjuler noget? 

Snoren, jeg holder i

det ødelagte dyr med er ikke min 

bedste snor 

Jeg føles bange 

Også i udkanten af skoven 

er der meget skov 

Jorden er for kort 

Hvorfor havde vi kun store

hunde?

Sne og ild

Det er en god, regnomgærdet og smeltende grå morgen i lejligheden, hvor A. sidder søvnløs og tyndslidt i dagens begyndelse, mens jeg går ud blandt Istedgades hullede nedløbsrør og brændende kiosker og køber morgenmad til os, laver kaffe i køkkenet helt stille. Vi var på Snork i går aftes, hvor der også var stille, men på en mere dæmpet måde under frisk sne. Baren lignede sig selv fra det maleri, den har hængende af sig selv derinde, hvor den hælder sit varme lys ud over et tykt lag sne i et grønligt mørke. Under det maleri og inde i den virkelighed sad vi ved et rundt bord op ad vinduerne. Vi talte om krigen, om altings ophør som det pludselig er begyndt at hedde. Vi talte om, at mine forældre er igang med at få solceller blandt andet for at være selvforsynende med strøm i tilfælde af en Situation. Og at min far vist har overvejet at melde sig ind i hjemmeværnet for at kunne hjælpe til i en Situation. Jeg kiggede skeptisk på A, da han kaldte det chilleren. Men det er jo bare i vores levetid, at det har været en konservativ identitetsmarkør, sagde han, nu skal vi måske til at tænke den slags institutioner som mere progressive. Noget sådan sagde han. Jeg har længe tænkt, at folk, der gjorde grin med preppers, sad fast langt inde i den gamle, ironiske verden. At det var verdensfjernt ikke at genoverveje sit forhold til det mest basale. Men hjemmeværnet ligefrem? Vi talte om, hvorvidt vi i tilfælde af krig var villige til at dø for at forsvare Danmark. Min impuls ville være at tage nordpå med min familie, sagde jeg, det er i hvert fald det, jeg har tænkt siden jeg var helt lille, spæd nærmest. At finde en hytte skjult bag bær og vandløb. Men jeg tror ikke, det passer. Jeg tror, vi ville blive, det er pludselig blevet ret let at se for mig. Jeg er helt klart villig til at dø for en sag, sagde A, men det ville måske ikke så meget være Danmark, der var sagen, som det ville være en antifascistisk energi. Måske var det bare noget, han tilføjede pligtskyldigt, efter vi havde bevæget os sjældent langt ind i en form for nationalisme. Farede vi vild derinde? Derinde blev vi enige om, at det ville opleves som et svigt, hvis vores venner rejste væk. Det var ikke en fantasi, der føltes specielt fjern, da vi med lydløse skridt gik hjem igennem mennesketomme, snespærrede gader. Hallo, hvor er I allesammen? Hallo. Var det bare det? Betød det ikke mere? 

Det oplyste mørke

 Jeg skriver dette fra en iMac, som jeg lige har arvet fra min mormor. Hvis bare jeg ville skrive en roman, så havde det været godt med sådan en computer. Tror også det er godt at skrive anmeldelser og lignende på den, og også godt at blogge fra den kan jeg allerede mærke, men digte... bare ved tanken får jeg følelsen af at skulle kniple eller lave andet fint håndarbejde med alt for store, klirrende strikkepinde. Hvis det giver mening, en mening. Det er som om, det kræver en vis omstændelig koncentration at komme ind i et digt, og der er ingen iMac-agtige smutveje til klarhed. Giv mig hellere et stykke kul og en flad sten!! var jeg lige ved at skrive. En flad nok sten. Jeg ved egentlig slet ikke hvad jeg skal skrive om. Er alt for glaseret af hygge efter flere dage hos mine forældre. Efter dage som et mølædt barn langt inde i familien. Vi så Godfather. Havde ikke set dem før og ved heller ikke, hvor godt jeg kunne lide dem, men det var fascinerende nok hvordan selv statisterne spillede med den største virkelighed i udtrykket. En aften, da jeg sad i gæsteværelset ud til haven, kunne jeg høre min bror råbe til nogen, han gamede med: Jeg bygger i hvert fald et blåt træhus med sådan et ulækkert vandbassin. Så må du selv vælge, om du også vil flytte ind. Jeg sad og lyttede i mørket. Er det dig der har bygget det store jordtårn? Jeg forestillede mig nogen i hans høretelefoner kvække Ja, ja og kravle videre gennem et tomt og mudret landskab. Nå, men hvad ellers? Jeg var til koncert med Benny Jamz i går. Han spillede utroligt længe. Og han var meget optaget af, at det næsten var nytårsaften, han holdt i hvert fald flere moralske taler, hvor han overraskende nok opfordrede alle i publikum til at fejre nytår med familien og være helt friske den første januar. Det gælder jo om at gøre det, der ikke er forventet, formanede han. Tænk, hvis 1600 mennesker går ædru ind i det nye år, var det som om, han tænkte, hvad vil det så ikke afstedkomme af utrolige, hidtil usete ting? På baren bagefter var vi lidt uenige om, hvorvidt hans prædikener bare var udtryk for en slags Jordan Peterson-agtig maskulinitetsmoral. Jeg tilskrev det snarere hans konspiratoriske tilbøjeligheder, hans automatiske afvisning af massemennesket, som jeg virkelig godt kan lide hos ham. Men som på den anden side også er en lidt ærgerlig udvikling, som M mente i sommer, da vi så ham på Roskilde, altså, at han er gået fra at lave sange som "Brænd system" med Gilli til at kritisere et mere diffust "de", dele flourfri tandpasta ud til venner og bekendte, som rygtet siger, og rappe ting som "ved ik hvad de putter i maling", hvilket vel efter corona er en ret symptomatisk forskydning af indignation... Bla, bla. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal skrive om. Men jeg er viklet helt ind i det gamle års pjalter og glæder mig til i nat, hvor vi skal vaske os i det oplyste mørke

 

 

 

     drømte igen om en rotte. Det gør jeg næsten hver nat for tiden. I nat var den kommet op af toilettet, den var lykkedes med at løfte låget og travede mildt og ligesom hvilende i sig selv hen over gulvet i entreen i den lejlighed, jeg sov i. Sover i. Jeg lukkede mig inde i stuen men stolede ikke på, at rotten ikke også kunne trænge gennem døren. Pludselig var N der og satte sig for at fange rotten, hvilken kun forstærkede uhyggen, fordi jeg altid har tænkt ham som rotteagtig. Men sådan er det måske ofte med rottefængere. Kan i hvert fald også huske en skadedyrsbekæmper engang i barndommen som lignede et kryb mere end almindeligt meget med sine okkulte redskaber og skærpede sanser. Jeg råbte gennem døren, at N, når han havde smidt rotten tilbage ned i toilettet, skulle sørge for at lægge noget tungt på låget. Hvad er det, jeg på den måde vil tvinge ned i psykens kloaksystem, hvad..? Fobien for rotter og mus har fulgt mig hele livet, og da jeg var spæd turde jeg ikke engang blive trillet ind i Skoven, fordi jeg var angst for alle stiens grankogler

    jeg kan stadig ikke så godt lide grankogler, men jeg ville elske at blive trillet ind i skoven

Weekend

O skriver, han savner min blog. Savner den også, svarer jeg. Det var i nat, da jeg var til fest ovre hos fotoeleverne, fordi B var i Gøteborg og besøge F. Er du tilfældigvis i Gøteborg, skrev hun. Ej ja jeg er! Jeg kom hjem til lejligheden klokken halv fire i nat, og da M kortvarigt vågnede, satte han sig op i sengen og udbrød, Godt klaret! Det var noget han havde drømt, og så gik han igang, mens jeg gled ind i søvnen, med at forklare om den her drøm, hvor jeg åbenbart havde gjort noget imponerende. Nu er det lige så gråt som det har været hele den sidste uge i byen. Tåget, gråt og vådt. Man vågner om formiddagen og tror, det er nat. Jeg lytter igen til den her sang af Jens og kigger ud i vejret fra køkkenet. M tog tidligt hen på skolen for at skrive, tror jeg. Det er sådan en mærkelig tid i Gøteborg, hvor ikke kun luften er mørk, men også stemningen i klassen, det er som om vi undviger hinanden lidt eller aldrig kommer i dybden. Brænder inde. Måske er det bare mig, men det er det ikke. E og M og jeg så en underlig ny russisk filmatisering af Mesteren og Margarita i fredags, som egentlig lige så meget var en filmatisering af Bulgakovs proces og kamp mod den ateistiske censur, men der var også et fremtidsspor, hvor han fra en psykiatrisk klinik genfortalte den tid, der var, tror jeg godt man kan sige, filmens primære tid, og som om det ikke var nok niveauer, så var han i den her nære fremtid på en eller anden metaforisk måde spaltet i to, så han ude fra en balkon smuglyttede til sig selv. Og som om ALT det her ikke var nok, så var der også et niveau af filmen, som gik helt ind i en i romanen indfoldet fortælling, hvor ingen ringere end en ubekvem Claes Bang simpelthen spillede Pontius Pilatus og, vel egentlig underligt nok, talte latin. For hvert niveau var det ovenikøbet, som om æstetikken blev mere og mere a.i.-agtig, og djævlen, der i romanen ankommer til Moskva og spreder kaos, blev spillet af en tysk skuespiller, som bevægede munden åbenlyst stumt under en russisk speak. Vi forlod den lurvede biograf halvvejs inde i filmen og trådte ud i det våde mørke og fandt en restaurant, hvor personalet havde gevirer på hovedet og en gæst lod som om, han ville overrække M sin kuffert. Vi kunne ligesom ikke komme ud af den her mareridtsagtige film. E rettede på sine briller og sagde, at det var som at se en skærms egen forestilling om en film, så udvendigt. Ja, uf, vi skuttede os

Drøm

Jeg føler mig mest fri når jeg sover. Alligevel vågnede jeg i går og gik i tømmermændenes tyndslidte dragt gennem byen og tog toget ud på landet, hvor jeg skulle hjælpe Amandus med hans film. Det var en smuk oplevelse at gå rundt i forestillingen om den her film og gå rundt i de her forladte fabrikslokaler, hvor forskelligartede elementer, ligesom i filmen, blandedes til et NYT rum af uld, planter, splintret glas og dimser. Hvor grafittien var holdt i sarte farver og virkede til at respektere mystikken, ligesom fugle og mus virkede til at have fred. Det var en virkelig fin dystopi. Det var også sjovt, at vi filmede scenerne kronologisk, sådan at jeg ikke bare forestillede mig filmen, men også levede i dens forløb og de små fremmede rum, den virkeliggjorde. Til sidst var det spændende, at jeg reciterede mit digt som en SKUESPILLER, altså tænkte det som en replik, der skulle forekomme erfaret. Måske er det det, recitationen, altså frigørelsen fra papiret, muliggør, og det der også gjorde Lasses oplæsning forleden så flot, at han havde lært digtene udenad, at de var udsagn snarere end udvendig fremvisning. Jeg var træt, da vi kom ud af filmen. Hvor Flint hang og dinglede i bæreselen på Adeyas ryg, mens hun kørte el-løbehjul. Så dejligt at se dem sådan. Men måske gav synet også anledning til dette underlige i min drøm i nat, hvor jeg bar et barn i et stofnet. Jeg bar det rundt i en bleg, abstrakt havneby. Pludselig var stofnettet tomt og slapt, og jeg ledte desperat på skibe, under biler, på biblioteker og på havets bund, men fandt ikke barnet, før der fandt en forskydning sted. Nu sner det. Jeg er ked af det, men da jeg mediterede i morges sagde stemmen, at et spejl ikke former sig efter hvad det spejler ....!

 

Asfaltjungle

Men kan det virkelig passe, at aktivister gik rundt i velhaverkvarterer og piftede SUV'er i nat? Ja! Et SPÆNDENDE tiltag i en dansk sammenhæng, dette at gå direkte efter både udledninger og rigdom. Det er gjort før i København og andre byer og f.eks. var det en ret stor ting i Stockholm i 2007, hvor en gruppe med det mærkelige navn Asfaltsdjungelns Indianer med bl.a. Andreas Malm fokuserede meget på den her praksis. Men i nat var det altså på Frederiksberg og i Gentofte, at aktivister gik rundt i mørket og ledte efter de Verdensødelæggende Biler for så at tage luften ud af deres dæk og se dem falde pustende sammen som trætte køer. Ikke så tosset...

      jeg strejfede lige rundt i en HELT stille by, hvor kun mit eget hoved knirkede, og købte frugt og brød og notesbøger her og der og stødte ind i en eller anden og en eller anden som jeg næsten ikke kunne tale med, og nu er jeg tilbage i mit vindblæste værelse hvor jeg ligger og trykudligner dagen lang .    I går aftes cyklede jeg ud til A på skibet og spiste af hendes turkise grød. Tog bussen hjem gennem de sorte bølger som slog lydløst mod skroget. Jeg glæder mig til at blive fri for propper og komme hjem til menneskene 

Hallo derude

Ligger i mørket og kan ingenting høre. Forkølelsen lukker alt ude. HALLO DERUDE. Verden kan sagtens høre mig. Det føles underligt ensomt at ligge og larme i sin stilhed. I hovedets forladte byggegrund. Uden for vinduet kan jeg se stilladset, hvor nogen har skrevet hallA på stoffet. Den omvendte gud blafrer. Kan heller ikke høre mine tanker som jeg plejer og heller ikke de her sætninger, der virker som tavse overflader uden forbindelse til tankerne. Hvad hvis det her tager flere uger? Kan jeg vænne mig til at gå rundt som en forstoppelse i verden. I nat så jeg Interstellar. Kunne kun akkurat høre replikkerne og lydsporet, selvom jeg havde skruet helt op. Jeg kunne bedst lide filmen, inden de forlod jorden. Den affolkede verden, støvet der lagde sig på alting og faldt i mystiske søjler, de brændende marker, det hele forekom sandt. Men det var også flot, at rummet bøjede til sidst, og det var flot, da de landede på en planet af vand. Ligesom i Solaris, men der har havet bevidsthed. Her var det ligeglad og koldt. Plaske, plaske. Tsunamierne lignede de bjerge, de aldrig ville ramme. Jeg har lige været i bad for at kigge på vandet der faldt ned omkring mig. Opdagede sent, at det var brændende varmt. Det er den uvirkelighed, jeg går rundt i. Hvor alt er lidt langsomt og pixeleret

      

 

M.

Jeg er på vej hjem i et fyldt tog og sveder på en måde, der får mig til at savne bjerge. Det har været nogle mærkelige dage på Hald. Det har regnet, sindets teltdug har klistret til ansigtet og gjort det svært m. overblik. Men savner bjergene altså, og kulden i Romsa (Tromsø på nordsamisk) hvor jeg var inden Jylland. Når jeg tænker på det, tænker jeg på at M (digter og leder af forfatterskolen deroppe, måske den nordligste forfatterskole i VERDEN? Måske ja), da vi sad i Hytten i natten fortalte mig, at han havde mødt Ellen Einan flere gange. Jeg lyttede med store, duvende ører. Hun boede vel også i nærheden. Bagefter var det så flot og formløst at træde ud i snevejret og se nordlyset kilde den sprællende himmel. Og så skete der nogle ting, men så skete det, at jeg sagde farvel til mormor i telefonen og fandt en pind i sneen ved den gennemsigtige flod. Der er begravelse i morgen. Jeg har tænkt på at begrave pinden med hende. For at skabe forbindelse mellem de to situationer og gøre afstanden mindre

 

 vågnede i morges og fattede hverken et Kvæk, et Pip eller en Pind af det hele... jeg sov på et leje af gamle, stive (og dumme krakelerende) flerfarvede sugerør

Ruiner

Er på Hald. Det er meningen, jeg skal skrive, men det er svært, måske fordi jeg føler, her er ALT og derfor ikke brug for digte. Alt? Her er et pelset mørke, sten at kaste på søens ansigt. Et stort skrivebord, hvor jeg har placeret en pind (min pind som jeg har taget med fra Nordsverige, hvor jeg samlede den op af sneen ved den gennemsigtige flod, da jeg sagde farvel til mormor i telefonen). Her er robåde og ruiner. J. og jeg var ovre ved slotsruinen, og man var igang med at restaurere det gamle murværk sådan at det - hvis vi nu havde været HELT nyankomne, rene og uden indsigt i Historien - havde været svært at vurdere, om bygningen var igang med at blive bygget op eller revet ned. Om dens storhedstid lå forude eller bagude, hehe. Men det er altid bagude. I nat ledte vi hele hovedhuset igennem efter et skakspil og endte med at finde os selv oppe i tårnbiblioteket. A. er her også og også en sød en der hedder A. Verden er så tæt på ansigtet, når man går ud i mørket eller ned i søen. Oversættelsen af Björling er nu blevet anmeldt i Politiken også. Er det ikke lidt nemt at sige: Bare læs, du behøver ikke forstå. Det er i hvert fald en snæver forståelse af forståelse. Som er svær at forestille sig i et litteraturtillæg for bare, hvad, femten år siden? Nej men hvad ved jeg, dengang kravlede jeg stadig rundt som en bi på mit gule barneværelse... Men jeg er også ked af det, fordi mormor er død, og måske er det også derfor, jeg ikke har lyst til at skrive. Men mere lyst til at gå op til lyngheden, som breder sig underligt højt hævet over resten af landskabet, og som mormor og morfar elskede, engang de boede på Kroen. Var også deroppe i går. Fik indtryk af, at skoven selv er uvidende om hedens eksistens, hvad den jo langt fra er, men var altså deroppe i går. Hvor jeg så så en regnbue, der så så crisp ud, at det ville krumme så flot, hvis en kæmpe brækkede et stykke af