drømte igen om en rotte. Det gør jeg næsten hver nat for tiden. I nat var den kommet op af toilettet, den var lykkedes med at løfte låget og travede mildt og ligesom hvilende i sig selv hen over gulvet i entreen i den lejlighed, jeg sov i. Sover i. Jeg lukkede mig inde i stuen men stolede ikke på, at rotten ikke også kunne trænge gennem døren. Pludselig var N der og satte sig for at fange rotten, hvilken kun forstærkede uhyggen, fordi jeg altid har tænkt ham som rotteagtig. Men sådan er det måske ofte med rottefængere. Kan i hvert fald også huske en skadedyrsbekæmper engang i barndommen som lignede et kryb mere end almindeligt meget med sine okkulte redskaber og skærpede sanser. Jeg råbte gennem døren, at N, når han havde smidt rotten tilbage ned i toilettet, skulle sørge for at lægge noget tungt på låget. Hvad er det, jeg på den måde vil tvinge ned i psykens kloaksystem, hvad..? Fobien for rotter og mus har fulgt mig hele livet, og da jeg var spæd turde jeg ikke engang blive trillet ind i Skoven, fordi jeg var angst for alle stiens grankogler

    jeg kan stadig ikke så godt lide grankogler, men jeg ville elske at blive trillet ind i skoven

Weekend

O skriver, han savner min blog. Savner den også, svarer jeg. Det var i nat, da jeg var til fest ovre hos fotoeleverne, fordi B var i Gøteborg og besøge F. Er du tilfældigvis i Gøteborg, skrev hun. Ej ja jeg er! Jeg kom hjem til lejligheden klokken halv fire i nat, og da M kortvarigt vågnede, satte han sig op i sengen og udbrød, Godt klaret! Det var noget han havde drømt, og så gik han igang, mens jeg gled ind i søvnen, med at forklare om den her drøm, hvor jeg åbenbart havde gjort noget imponerende. Nu er det lige så gråt som det har været hele den sidste uge i byen. Tåget, gråt og vådt. Man vågner om formiddagen og tror, det er nat. Jeg lytter igen til den her sang af Jens og kigger ud i vejret fra køkkenet. M tog tidligt hen på skolen for at skrive, tror jeg. Det er sådan en mærkelig tid i Gøteborg, hvor ikke kun luften er mørk, men også stemningen i klassen, det er som om vi undviger hinanden lidt eller aldrig kommer i dybden. Brænder inde. Måske er det bare mig, men det er det ikke. E og M og jeg så en underlig ny russisk filmatisering af Mesteren og Margarita i fredags, som egentlig lige så meget var en filmatisering af Bulgakovs proces og kamp mod den ateistiske censur, men der var også et fremtidsspor, hvor han fra en psykiatrisk klinik genfortalte den tid, der var, tror jeg godt man kan sige, filmens primære tid, og som om det ikke var nok niveauer, så var han i den her nære fremtid på en eller anden metaforisk måde spaltet i to, så han ude fra en balkon smuglyttede til sig selv. Og som om ALT det her ikke var nok, så var der også et niveau af filmen, som gik helt ind i en i romanen indfoldet fortælling, hvor ingen ringere end en ubekvem Claes Bang simpelthen spillede Pontius Pilatus og, vel egentlig underligt nok, talte latin. For hvert niveau var det ovenikøbet, som om æstetikken blev mere og mere a.i.-agtig, og djævlen, der i romanen ankommer til Moskva og spreder kaos, blev spillet af en tysk skuespiller, som bevægede munden åbenlyst stumt under en russisk speak. Vi forlod den lurvede biograf halvvejs inde i filmen og trådte ud i det våde mørke og fandt en restaurant, hvor personalet havde gevirer på hovedet og en gæst lod som om, han ville overrække M sin kuffert. Vi kunne ligesom ikke komme ud af den her mareridtsagtige film. E rettede på sine briller og sagde, at det var som at se en skærms egen forestilling om en film, så udvendigt. Ja, uf, vi skuttede os

Drøm

Jeg føler mig mest fri når jeg sover. Alligevel vågnede jeg i går og gik i tømmermændenes tyndslidte dragt gennem byen og tog toget ud på landet, hvor jeg skulle hjælpe Amandus med hans film. Det var en smuk oplevelse at gå rundt i forestillingen om den her film og gå rundt i de her forladte fabrikslokaler, hvor forskelligartede elementer, ligesom i filmen, blandedes til et NYT rum af uld, planter, splintret glas og dimser. Hvor grafittien var holdt i sarte farver og virkede til at respektere mystikken, ligesom fugle og mus virkede til at have fred. Det var en virkelig fin dystopi. Det var også sjovt, at vi filmede scenerne kronologisk, sådan at jeg ikke bare forestillede mig filmen, men også levede i dens forløb og de små fremmede rum, den virkeliggjorde. Til sidst var det spændende, at jeg reciterede mit digt som en SKUESPILLER, altså tænkte det som en replik, der skulle forekomme erfaret. Måske er det det, recitationen, altså frigørelsen fra papiret, muliggør, og det der også gjorde Lasses oplæsning forleden så flot, at han havde lært digtene udenad, at de var udsagn snarere end udvendig fremvisning. Jeg var træt, da vi kom ud af filmen. Hvor Flint hang og dinglede i bæreselen på Adeyas ryg, mens hun kørte el-løbehjul. Så dejligt at se dem sådan. Men måske gav synet også anledning til dette underlige i min drøm i nat, hvor jeg bar et barn i et stofnet. Jeg bar det rundt i en bleg, abstrakt havneby. Pludselig var stofnettet tomt og slapt, og jeg ledte desperat på skibe, under biler, på biblioteker og på havets bund, men fandt ikke barnet, før der fandt en forskydning sted. Nu sner det. Jeg er ked af det, men da jeg mediterede i morges sagde stemmen, at et spejl ikke former sig efter hvad det spejler ....!

 

Asfaltjungle

Men kan det virkelig passe, at aktivister gik rundt i velhaverkvarterer og piftede SUV'er i nat? Ja! Et SPÆNDENDE tiltag i en dansk sammenhæng, dette at gå direkte efter både udledninger og rigdom. Det er gjort før i København og andre byer og f.eks. var det en ret stor ting i Stockholm i 2007, hvor en gruppe med det mærkelige navn Asfaltsdjungelns Indianer med bl.a. Andreas Malm fokuserede meget på den her praksis. Men i nat var det altså på Frederiksberg og i Gentofte, at aktivister gik rundt i mørket og ledte efter de Verdensødelæggende Biler for så at tage luften ud af deres dæk og se dem falde pustende sammen som trætte køer. Ikke så tosset...

      jeg strejfede lige rundt i en HELT stille by, hvor kun mit eget hoved knirkede, og købte frugt og brød og notesbøger her og der og stødte ind i en eller anden og en eller anden som jeg næsten ikke kunne tale med, og nu er jeg tilbage i mit vindblæste værelse hvor jeg ligger og trykudligner dagen lang .    I går aftes cyklede jeg ud til A på skibet og spiste af hendes turkise grød. Tog bussen hjem gennem de sorte bølger som slog lydløst mod skroget. Jeg glæder mig til at blive fri for propper og komme hjem til menneskene 

Hallo derude

Ligger i mørket og kan ingenting høre. Forkølelsen lukker alt ude. HALLO DERUDE. Verden kan sagtens høre mig. Det føles underligt ensomt at ligge og larme i sin stilhed. I hovedets forladte byggegrund. Uden for vinduet kan jeg se stilladset, hvor nogen har skrevet hallA på stoffet. Den omvendte gud blafrer. Kan heller ikke høre mine tanker som jeg plejer og heller ikke de her sætninger, der virker som tavse overflader uden forbindelse til tankerne. Hvad hvis det her tager flere uger? Kan jeg vænne mig til at gå rundt som en forstoppelse i verden. I nat så jeg Interstellar. Kunne kun akkurat høre replikkerne og lydsporet, selvom jeg havde skruet helt op. Jeg kunne bedst lide filmen, inden de forlod jorden. Den affolkede verden, støvet der lagde sig på alting og faldt i mystiske søjler, de brændende marker, det hele forekom sandt. Men det var også flot, at rummet bøjede til sidst, og det var flot, da de landede på en planet af vand. Ligesom i Solaris, men der har havet bevidsthed. Her var det ligeglad og koldt. Plaske, plaske. Tsunamierne lignede de bjerge, de aldrig ville ramme. Jeg har lige været i bad for at kigge på vandet der faldt ned omkring mig. Opdagede sent, at det var brændende varmt. Det er den uvirkelighed, jeg går rundt i. Hvor alt er lidt langsomt og pixeleret

      

 

M.

Jeg er på vej hjem i et fyldt tog og sveder på en måde, der får mig til at savne bjerge. Det har været nogle mærkelige dage på Hald. Det har regnet, sindets teltdug har klistret til ansigtet og gjort det svært m. overblik. Men savner bjergene altså, og kulden i Romsa (Tromsø på nordsamisk) hvor jeg var inden Jylland. Når jeg tænker på det, tænker jeg på at M (digter og leder af forfatterskolen deroppe, måske den nordligste forfatterskole i VERDEN? Måske ja), da vi sad i Hytten i natten fortalte mig, at han havde mødt Ellen Einan flere gange. Jeg lyttede med store, duvende ører. Hun boede vel også i nærheden. Bagefter var det så flot og formløst at træde ud i snevejret og se nordlyset kilde den sprællende himmel. Og så skete der nogle ting, men så skete det, at jeg sagde farvel til mormor i telefonen og fandt en pind i sneen ved den gennemsigtige flod. Der er begravelse i morgen. Jeg har tænkt på at begrave pinden med hende. For at skabe forbindelse mellem de to situationer og gøre afstanden mindre

 

 vågnede i morges og fattede hverken et Kvæk, et Pip eller en Pind af det hele... jeg sov på et leje af gamle, stive (og dumme krakelerende) flerfarvede sugerør

Ruiner

Er på Hald. Det er meningen, jeg skal skrive, men det er svært, måske fordi jeg føler, her er ALT og derfor ikke brug for digte. Alt? Her er et pelset mørke, sten at kaste på søens ansigt. Et stort skrivebord, hvor jeg har placeret en pind (min pind som jeg har taget med fra Nordsverige, hvor jeg samlede den op af sneen ved den gennemsigtige flod, da jeg sagde farvel til mormor i telefonen). Her er robåde og ruiner. J. og jeg var ovre ved slotsruinen, og man var igang med at restaurere det gamle murværk sådan at det - hvis vi nu havde været HELT nyankomne, rene og uden indsigt i Historien - havde været svært at vurdere, om bygningen var igang med at blive bygget op eller revet ned. Om dens storhedstid lå forude eller bagude, hehe. Men det er altid bagude. I nat ledte vi hele hovedhuset igennem efter et skakspil og endte med at finde os selv oppe i tårnbiblioteket. A. er her også og også en sød en der hedder A. Verden er så tæt på ansigtet, når man går ud i mørket eller ned i søen. Oversættelsen af Björling er nu blevet anmeldt i Politiken også. Er det ikke lidt nemt at sige: Bare læs, du behøver ikke forstå. Det er i hvert fald en snæver forståelse af forståelse. Som er svær at forestille sig i et litteraturtillæg for bare, hvad, femten år siden? Nej men hvad ved jeg, dengang kravlede jeg stadig rundt som en bi på mit gule barneværelse... Men jeg er også ked af det, fordi mormor er død, og måske er det også derfor, jeg ikke har lyst til at skrive. Men mere lyst til at gå op til lyngheden, som breder sig underligt højt hævet over resten af landskabet, og som mormor og morfar elskede, engang de boede på Kroen. Var også deroppe i går. Fik indtryk af, at skoven selv er uvidende om hedens eksistens, hvad den jo langt fra er, men var altså deroppe i går. Hvor jeg så så en regnbue, der så så crisp ud, at det ville krumme så flot, hvis en kæmpe brækkede et stykke af