M.

Jeg er på vej hjem i et fyldt tog og sveder på en måde, der får mig til at savne bjerge. Det har været nogle mærkelige dage på Hald. Det har regnet, sindets teltdug har klistret til ansigtet og gjort det svært m. overblik. Men savner bjergene altså, og kulden i Romsa (Tromsø på nordsamisk) hvor jeg var inden Jylland. Når jeg tænker på det, tænker jeg på at M (digter og leder af forfatterskolen deroppe, måske den nordligste forfatterskole i VERDEN? Måske ja), da vi sad i Hytten i natten fortalte mig, at han havde mødt Ellen Einan flere gange. Jeg lyttede med store, duvende ører. Hun boede vel også i nærheden. Bagefter var det så flot og formløst at træde ud i snevejret og se nordlyset kilde den sprællende himmel. Og så skete der nogle ting, men så skete det, at jeg sagde farvel til mormor i telefonen og fandt en pind i sneen ved den gennemsigtige flod. Der er begravelse i morgen. Jeg har tænkt på at begrave pinden med hende. For at skabe forbindelse mellem de to situationer og gøre afstanden mindre