Det oplyste mørke

 Jeg skriver dette fra en iMac, som jeg lige har arvet fra min mormor. Hvis bare jeg ville skrive en roman, så havde det været godt med sådan en computer. Tror også det er godt at skrive anmeldelser og lignende på den, og også godt at blogge fra den kan jeg allerede mærke, men digte... bare ved tanken får jeg følelsen af at skulle kniple eller lave andet fint håndarbejde med alt for store, klirrende strikkepinde. Hvis det giver mening, en mening. Det er som om, det kræver en vis omstændelig koncentration at komme ind i et digt, og der er ingen iMac-agtige smutveje til klarhed. Giv mig hellere et stykke kul og en flad sten!! var jeg lige ved at skrive. En flad nok sten. Jeg ved egentlig slet ikke hvad jeg skal skrive om. Er alt for glaseret af hygge efter flere dage hos mine forældre. Efter dage som et mølædt barn langt inde i familien. Vi så Godfather. Havde ikke set dem før og ved heller ikke, hvor godt jeg kunne lide dem, men det var fascinerende nok hvordan selv statisterne spillede med den største virkelighed i udtrykket. En aften, da jeg sad i gæsteværelset ud til haven, kunne jeg høre min bror råbe til nogen, han gamede med: Jeg bygger i hvert fald et blåt træhus med sådan et ulækkert vandbassin. Så må du selv vælge, om du også vil flytte ind. Jeg sad og lyttede i mørket. Er det dig der har bygget det store jordtårn? Jeg forestillede mig nogen i hans høretelefoner kvække Ja, ja og kravle videre gennem et tomt og mudret landskab. Nå, men hvad ellers? Jeg var til koncert med Benny Jamz i går. Han spillede utroligt længe. Og han var meget optaget af, at det næsten var nytårsaften, han holdt i hvert fald flere moralske taler, hvor han overraskende nok opfordrede alle i publikum til at fejre nytår med familien og være helt friske den første januar. Det gælder jo om at gøre det, der ikke er forventet, formanede han. Tænk, hvis 1600 mennesker går ædru ind i det nye år, var det som om, han tænkte, hvad vil det så ikke afstedkomme af utrolige, hidtil usete ting? På baren bagefter var vi lidt uenige om, hvorvidt hans prædikener bare var udtryk for en slags Jordan Peterson-agtig maskulinitetsmoral. Jeg tilskrev det snarere hans konspiratoriske tilbøjeligheder, hans automatiske afvisning af massemennesket, som jeg virkelig godt kan lide hos ham. Men som på den anden side også er en lidt ærgerlig udvikling, som M mente i sommer, da vi så ham på Roskilde, altså, at han er gået fra at lave sange som "Brænd system" med Gilli til at kritisere et mere diffust "de", dele flourfri tandpasta ud til venner og bekendte, som rygtet siger, og rappe ting som "ved ik hvad de putter i maling", hvilket vel efter corona er en ret symptomatisk forskydning af indignation... Bla, bla. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal skrive om. Men jeg er viklet helt ind i det gamle års pjalter og glæder mig til i nat, hvor vi skal vaske os i det oplyste mørke