Guys

Okay jeg må lige nuancere noget jeg skrev den anden dag. Det lovede jeg O i går aftes på Onss (en bar som er den nye gode bar), lige da vi var kravlet op på de høje stole sagde han, hvad sker der lige for den snak du havde med A. Jeg ved det, det var lidt kækt. Har også tænkt jeg ville rette det. Jeg føler mig jo ikke mobiliseret ind i et nationalt fællesskab mod en ydre fjende, omvendt opfatter jeg hele snakken om krig som en afledning fra at føre god politik. Men det er da stadig en spændende nok fantasi. Hvad ville I gøre? Det ved jeg ikke, men jeg ville da aldrig melde mig ind i millitæret? Det ville man vel kunne blive tvunget til, sagde M, der ellers stod og blandede drinks til os. Ja og jeg ville heller ikke have lyst til at være soldat, sagde jeg, men jeg kunne da godt forestille mig, at en invasion ville aktivere nogle følelser, som i dag virker eksotiske. Men ok ok, måske er selve dette at have den her fantasi en del af problemet. At vi lader krigen snige sig ind over alt. Men det er vel også bare et udtryk for følelsen af, at Verden i tiltagende grad trænger sig på. Verden, verdenen. Verdnerne. Og at jeg har den følelse skyldes jo stadig i langt højest grad det, man med en samlebetegnelse kan kalde klimakollapset. Og oplevelsen af verden som slidt og udmattet og underlig. Jeg har det nok lidt som den 14-årige pige, der i Oksbøl forleden blev forfulgt af en smuk og bange ulv, som der nu er givet tilladelse til at skyde. Hun filmede den og sendte den til sine venner: Guys, guys, guys, guys, guys, guys. Guys, guys, guys, der er en fucking ulv. Guys, hvad fuck gør jeg? Den har fucking fulgt efter mig. Guys, hvad fuck gør jeg? Skal jeg bare gå eller hvad? Guys, hvad fuck gør jeg? Hallo, hvad fuck gør jeg? Hallo hallo hallo, det der er en fucking ulv. Nej hallo skal jeg ringe til min mor? Hallo. Guys, jeg sværger, den følger efter mig...

Men tidligere på dagen mødtes jeg med J i Malmø for at tale om mine digte. Vi sad på en cafe, hvis 80'er-æstetik bar præg af den aristokratiske smagløshed, som er så svensk. Rød velour, guldspejle, mønstrede gardiner og tyk høflighed. Vi talte om Tromsø. Hun ville også se nordlys, når hun blev en gammel mand. Jeg sagde, eller var det til en anden, at jeg overvejede at tage op til en fjord nord for Alta. Hvor der skulle være etableret en mere eller mindre permanent protestlejr, som blokerer for en planlagt kobbermine. Langt, langt oppe. I Sápmi, i Arktis. Vil spørge L, om han kan sende noget mere info. Spørger også, om W også skal med. Det ville være så godt... Men så talte J om digtene og om verden, verdenen de beskriver. Hvad er en forfader uden efterkommere? Hvad er en mur, som ikke skjuler noget?