Sne og ild

Det er en god, regnomgærdet og smeltende grå morgen i lejligheden, hvor A. sidder søvnløs og tyndslidt i dagens begyndelse, mens jeg går ud blandt Istedgades hullede nedløbsrør og brændende kiosker og køber morgenmad til os, laver kaffe i køkkenet helt stille. Vi var på Snork i går aftes, hvor der også var stille, men på en mere dæmpet måde under frisk sne. Baren lignede sig selv fra det maleri, den har hængende af sig selv derinde, hvor den hælder sit varme lys ud over et tykt lag sne i et grønligt mørke. Under det maleri og inde i den virkelighed sad vi ved et rundt bord op ad vinduerne. Vi talte om krigen, om altings ophør som det pludselig er begyndt at hedde. Vi talte om, at mine forældre er igang med at få solceller blandt andet for at være selvforsynende med strøm i tilfælde af en Situation. Og at min far vist har overvejet at melde sig ind i hjemmeværnet for at kunne hjælpe til i en Situation. Jeg kiggede skeptisk på A, da han kaldte det chilleren. Men det er jo bare i vores levetid, at det har været en konservativ identitetsmarkør, sagde han, nu skal vi måske til at tænke den slags institutioner som mere progressive. Noget sådan sagde han. Jeg har længe tænkt, at folk, der gjorde grin med preppers, sad fast langt inde i den gamle, ironiske verden. At det var verdensfjernt ikke at genoverveje sit forhold til det mest basale. Men hjemmeværnet ligefrem? Vi talte om, hvorvidt vi i tilfælde af krig var villige til at dø for at forsvare Danmark. Min impuls ville være at tage nordpå med min familie, sagde jeg, det er i hvert fald det, jeg har tænkt siden jeg var helt lille, spæd nærmest. At finde en hytte skjult bag bær og vandløb. Men jeg tror ikke, det passer. Jeg tror, vi ville blive, det er pludselig blevet ret let at se for mig. Jeg er helt klart villig til at dø for en sag, sagde A, men det ville måske ikke så meget være Danmark, der var sagen, som det ville være en antifascistisk energi. Måske var det bare noget, han tilføjede pligtskyldigt, efter vi havde bevæget os sjældent langt ind i en form for nationalisme. Farede vi vild derinde? Derinde blev vi enige om, at det ville opleves som et svigt, hvis vores venner rejste væk. Det var ikke en fantasi, der føltes specielt fjern, da vi med lydløse skridt gik hjem igennem mennesketomme, snespærrede gader. Hallo, hvor er I allesammen? Hallo. Var det bare det? Betød det ikke mere?