Hallo derude

Ligger i mørket og kan ingenting høre. Forkølelsen lukker alt ude. HALLO DERUDE. Verden kan sagtens høre mig. Det føles underligt ensomt at ligge og larme i sin stilhed. I hovedets forladte byggegrund. Uden for vinduet kan jeg se stilladset, hvor nogen har skrevet hallA på stoffet. Den omvendte gud blafrer. Kan heller ikke høre mine tanker som jeg plejer og heller ikke de her sætninger, der virker som tavse overflader uden forbindelse til tankerne. Hvad hvis det her tager flere uger? Kan jeg vænne mig til at gå rundt som en forstoppelse i verden. I nat så jeg Interstellar. Kunne kun akkurat høre replikkerne og lydsporet, selvom jeg havde skruet helt op. Jeg kunne bedst lide filmen, inden de forlod jorden. Den affolkede verden, støvet der lagde sig på alting og faldt i mystiske søjler, de brændende marker, det hele forekom sandt. Men det var også flot, at rummet bøjede til sidst, og det var flot, da de landede på en planet af vand. Ligesom i Solaris, men der har havet bevidsthed. Her var det ligeglad og koldt. Plaske, plaske. Tsunamierne lignede de bjerge, de aldrig ville ramme. Jeg har lige været i bad for at kigge på vandet der faldt ned omkring mig. Opdagede sent, at det var brændende varmt. Det er den uvirkelighed, jeg går rundt i. Hvor alt er lidt langsomt og pixeleret