Ruiner

Er på Hald. Det er meningen, jeg skal skrive, men det er svært, måske fordi jeg føler, her er ALT og derfor ikke brug for digte. Alt? Her er et pelset mørke, sten at kaste på søens ansigt. Et stort skrivebord, hvor jeg har placeret en pind (min pind som jeg har taget med fra Nordsverige, hvor jeg samlede den op af sneen ved den gennemsigtige flod, da jeg sagde farvel til mormor i telefonen). Her er robåde og ruiner. J. og jeg var ovre ved slotsruinen, og man var igang med at restaurere det gamle murværk sådan at det - hvis vi nu havde været HELT nyankomne, rene og uden indsigt i Historien - havde været svært at vurdere, om bygningen var igang med at blive bygget op eller revet ned. Om dens storhedstid lå forude eller bagude, hehe. Men det er altid bagude. I nat ledte vi hele hovedhuset igennem efter et skakspil og endte med at finde os selv oppe i tårnbiblioteket. A. er her også og også en sød en der hedder A. Verden er så tæt på ansigtet, når man går ud i mørket eller ned i søen. Oversættelsen af Björling er nu blevet anmeldt i Politiken også. Er det ikke lidt nemt at sige: Bare læs, du behøver ikke forstå. Det er i hvert fald en snæver forståelse af forståelse. Som er svær at forestille sig i et litteraturtillæg for bare, hvad, femten år siden? Nej men hvad ved jeg, dengang kravlede jeg stadig rundt som en bi på mit gule barneværelse... Men jeg er også ked af det, fordi mormor er død, og måske er det også derfor, jeg ikke har lyst til at skrive. Men mere lyst til at gå op til lyngheden, som breder sig underligt højt hævet over resten af landskabet, og som mormor og morfar elskede, engang de boede på Kroen. Var også deroppe i går. Fik indtryk af, at skoven selv er uvidende om hedens eksistens, hvad den jo langt fra er, men var altså deroppe i går. Hvor jeg så så en regnbue, der så så crisp ud, at det ville krumme så flot, hvis en kæmpe brækkede et stykke af