jeg går ud og ind af den mølædte omgivelse som om jeg var en nål

som forsøgte jeg at sy

verden sammen med en tråd . af rene tanker??

Guys

Okay jeg må lige nuancere noget jeg skrev den anden dag. Det lovede jeg O i går aftes på Onss (en bar som er den nye gode bar), lige da vi var kravlet op på de høje stole sagde han, hvad sker der lige for den snak du havde med A. Jeg ved det, det var lidt kækt. Har også tænkt jeg ville rette det. Jeg føler mig jo ikke mobiliseret ind i et nationalt fællesskab mod en ydre fjende, omvendt opfatter jeg hele snakken om krig som en afledning fra at føre god politik. Men det er da stadig en spændende nok fantasi. Hvad ville I gøre? Det ved jeg ikke, men jeg ville da aldrig melde mig ind i millitæret? Det ville man vel kunne blive tvunget til, sagde M, der ellers stod og blandede drinks til os. Ja og jeg ville heller ikke have lyst til at være soldat, sagde jeg, men jeg kunne da godt forestille mig, at en invasion ville aktivere nogle følelser, som i dag virker eksotiske. Men ok ok, måske er selve dette at have den her fantasi en del af problemet. At vi lader krigen snige sig ind over alt. Men det er vel også bare et udtryk for følelsen af, at Verden i tiltagende grad trænger sig på. Verden, verdenen. Verdnerne. Og at jeg har den følelse skyldes jo stadig i langt højest grad det, man med en samlebetegnelse kan kalde klimakollapset. Og oplevelsen af verden som slidt og udmattet og underlig. Jeg har det nok lidt som den 14-årige pige, der i Oksbøl forleden blev forfulgt af en smuk og bange ulv, som der nu er givet tilladelse til at skyde. Hun filmede den og sendte den til sine venner: Guys, guys, guys, guys, guys, guys. Guys, guys, guys, der er en fucking ulv. Guys, hvad fuck gør jeg? Den har fucking fulgt efter mig. Guys, hvad fuck gør jeg? Skal jeg bare gå eller hvad? Guys, hvad fuck gør jeg? Hallo, hvad fuck gør jeg? Hallo hallo hallo, det der er en fucking ulv. Nej hallo skal jeg ringe til min mor? Hallo. Guys, jeg sværger, den følger efter mig...

Men tidligere på dagen mødtes jeg med J i Malmø for at tale om mine digte. Vi sad på en cafe, hvis 80'er-æstetik bar præg af den aristokratiske smagløshed, som er så svensk. Rød velour, guldspejle, mønstrede gardiner og tyk høflighed. Vi talte om Tromsø. Hun ville også se nordlys, når hun blev en gammel mand. Jeg sagde, eller var det til en anden, at jeg overvejede at tage op til en fjord nord for Alta. Hvor der skulle være etableret en mere eller mindre permanent protestlejr, som blokerer for en planlagt kobbermine. Langt, langt oppe. I Sápmi, i Arktis. Vil spørge L, om han kan sende noget mere info. Spørger også, om W også skal med. Det ville være så godt... Men så talte J om digtene og om verden, verdenen de beskriver. Hvad er en forfader uden efterkommere? Hvad er en mur, som ikke skjuler noget? 

Snoren, jeg holder i

det ødelagte dyr med er ikke min 

bedste snor 

Jeg føles bange 

Også i udkanten af skoven 

er der meget skov 

Jorden er for kort 

Hvorfor havde vi kun store

hunde?

Sne og ild

Det er en god, regnomgærdet og smeltende grå morgen i lejligheden, hvor A. sidder søvnløs og tyndslidt i dagens begyndelse, mens jeg går ud blandt Istedgades hullede nedløbsrør og brændende kiosker og køber morgenmad til os, laver kaffe i køkkenet helt stille. Vi var på Snork i går aftes, hvor der også var stille, men på en mere dæmpet måde under frisk sne. Baren lignede sig selv fra det maleri, den har hængende af sig selv derinde, hvor den hælder sit varme lys ud over et tykt lag sne i et grønligt mørke. Under det maleri og inde i den virkelighed sad vi ved et rundt bord op ad vinduerne. Vi talte om krigen, om altings ophør som det pludselig er begyndt at hedde. Vi talte om, at mine forældre er igang med at få solceller blandt andet for at være selvforsynende med strøm i tilfælde af en Situation. Og at min far vist har overvejet at melde sig ind i hjemmeværnet for at kunne hjælpe til i en Situation. Jeg kiggede skeptisk på A, da han kaldte det chilleren. Men det er jo bare i vores levetid, at det har været en konservativ identitetsmarkør, sagde han, nu skal vi måske til at tænke den slags institutioner som mere progressive. Noget sådan sagde han. Jeg har længe tænkt, at folk, der gjorde grin med preppers, sad fast langt inde i den gamle, ironiske verden. At det var verdensfjernt ikke at genoverveje sit forhold til det mest basale. Men hjemmeværnet ligefrem? Vi talte om, hvorvidt vi i tilfælde af krig var villige til at dø for at forsvare Danmark. Min impuls ville være at tage nordpå med min familie, sagde jeg, det er i hvert fald det, jeg har tænkt siden jeg var helt lille, spæd nærmest. At finde en hytte skjult bag bær og vandløb. Men jeg tror ikke, det passer. Jeg tror, vi ville blive, det er pludselig blevet ret let at se for mig. Jeg er helt klart villig til at dø for en sag, sagde A, men det ville måske ikke så meget være Danmark, der var sagen, som det ville være en antifascistisk energi. Måske var det bare noget, han tilføjede pligtskyldigt, efter vi havde bevæget os sjældent langt ind i en form for nationalisme. Farede vi vild derinde? Derinde blev vi enige om, at det ville opleves som et svigt, hvis vores venner rejste væk. Det var ikke en fantasi, der føltes specielt fjern, da vi med lydløse skridt gik hjem igennem mennesketomme, snespærrede gader. Hallo, hvor er I allesammen? Hallo. Var det bare det? Betød det ikke mere?