drømte igen om en rotte. Det gør jeg næsten hver nat for tiden. I nat var den kommet op af toilettet, den var lykkedes med at løfte låget og travede mildt og ligesom hvilende i sig selv hen over gulvet i entreen i den lejlighed, jeg sov i. Sover i. Jeg lukkede mig inde i stuen men stolede ikke på, at rotten ikke også kunne trænge gennem døren. Pludselig var N der og satte sig for at fange rotten, hvilken kun forstærkede uhyggen, fordi jeg altid har tænkt ham som rotteagtig. Men sådan er det måske ofte med rottefængere. Kan i hvert fald også huske en skadedyrsbekæmper engang i barndommen som lignede et kryb mere end almindeligt meget med sine okkulte redskaber og skærpede sanser. Jeg råbte gennem døren, at N, når han havde smidt rotten tilbage ned i toilettet, skulle sørge for at lægge noget tungt på låget. Hvad er det, jeg på den måde vil tvinge ned i psykens kloaksystem, hvad..? Fobien for rotter og mus har fulgt mig hele livet, og da jeg var spæd turde jeg ikke engang blive trillet ind i Skoven, fordi jeg var angst for alle stiens grankogler

    jeg kan stadig ikke så godt lide grankogler, men jeg ville elske at blive trillet ind i skoven

Weekend

O skriver, han savner min blog. Savner den også, svarer jeg. Det var i nat, da jeg var til fest ovre hos fotoeleverne, fordi B var i Gøteborg og besøge F. Er du tilfældigvis i Gøteborg, skrev hun. Ej ja jeg er! Jeg kom hjem til lejligheden klokken halv fire i nat, og da M kortvarigt vågnede, satte han sig op i sengen og udbrød, Godt klaret! Det var noget han havde drømt, og så gik han igang, mens jeg gled ind i søvnen, med at forklare om den her drøm, hvor jeg åbenbart havde gjort noget imponerende. Nu er det lige så gråt som det har været hele den sidste uge i byen. Tåget, gråt og vådt. Man vågner om formiddagen og tror, det er nat. Jeg lytter igen til den her sang af Jens og kigger ud i vejret fra køkkenet. M tog tidligt hen på skolen for at skrive, tror jeg. Det er sådan en mærkelig tid i Gøteborg, hvor ikke kun luften er mørk, men også stemningen i klassen, det er som om vi undviger hinanden lidt eller aldrig kommer i dybden. Brænder inde. Måske er det bare mig, men det er det ikke. E og M og jeg så en underlig ny russisk filmatisering af Mesteren og Margarita i fredags, som egentlig lige så meget var en filmatisering af Bulgakovs proces og kamp mod den ateistiske censur, men der var også et fremtidsspor, hvor han fra en psykiatrisk klinik genfortalte den tid, der var, tror jeg godt man kan sige, filmens primære tid, og som om det ikke var nok niveauer, så var han i den her nære fremtid på en eller anden metaforisk måde spaltet i to, så han ude fra en balkon smuglyttede til sig selv. Og som om ALT det her ikke var nok, så var der også et niveau af filmen, som gik helt ind i en i romanen indfoldet fortælling, hvor ingen ringere end en ubekvem Claes Bang simpelthen spillede Pontius Pilatus og, vel egentlig underligt nok, talte latin. For hvert niveau var det ovenikøbet, som om æstetikken blev mere og mere a.i.-agtig, og djævlen, der i romanen ankommer til Moskva og spreder kaos, blev spillet af en tysk skuespiller, som bevægede munden åbenlyst stumt under en russisk speak. Vi forlod den lurvede biograf halvvejs inde i filmen og trådte ud i det våde mørke og fandt en restaurant, hvor personalet havde gevirer på hovedet og en gæst lod som om, han ville overrække M sin kuffert. Vi kunne ligesom ikke komme ud af den her mareridtsagtige film. E rettede på sine briller og sagde, at det var som at se en skærms egen forestilling om en film, så udvendigt. Ja, uf, vi skuttede os