Det oplyste mørke

 Jeg skriver dette fra en iMac, som jeg lige har arvet fra min mormor. Hvis bare jeg ville skrive en roman, så havde det været godt med sådan en computer. Tror også det er godt at skrive anmeldelser og lignende på den, og også godt at blogge fra den kan jeg allerede mærke, men digte... bare ved tanken får jeg følelsen af at skulle kniple eller lave andet fint håndarbejde med alt for store, klirrende strikkepinde. Hvis det giver mening, en mening. Det er som om, det kræver en vis omstændelig koncentration at komme ind i et digt, og der er ingen iMac-agtige smutveje til klarhed. Giv mig hellere et stykke kul og en flad sten!! var jeg lige ved at skrive. En flad nok sten. Jeg ved egentlig slet ikke hvad jeg skal skrive om. Er alt for glaseret af hygge efter flere dage hos mine forældre. Efter dage som et mølædt barn langt inde i familien. Vi så Godfather. Havde ikke set dem før og ved heller ikke, hvor godt jeg kunne lide dem, men det var fascinerende nok hvordan selv statisterne spillede med den største virkelighed i udtrykket. En aften, da jeg sad i gæsteværelset ud til haven, kunne jeg høre min bror råbe til nogen, han gamede med: Jeg bygger i hvert fald et blåt træhus med sådan et ulækkert vandbassin. Så må du selv vælge, om du også vil flytte ind. Jeg sad og lyttede i mørket. Er det dig der har bygget det store jordtårn? Jeg forestillede mig nogen i hans høretelefoner kvække Ja, ja og kravle videre gennem et tomt og mudret landskab. Nå, men hvad ellers? Jeg var til koncert med Benny Jamz i går. Han spillede utroligt længe. Og han var meget optaget af, at det næsten var nytårsaften, han holdt i hvert fald flere moralske taler, hvor han overraskende nok opfordrede alle i publikum til at fejre nytår med familien og være helt friske den første januar. Det gælder jo om at gøre det, der ikke er forventet, formanede han. Tænk, hvis 1600 mennesker går ædru ind i det nye år, var det som om, han tænkte, hvad vil det så ikke afstedkomme af utrolige, hidtil usete ting? På baren bagefter var vi lidt uenige om, hvorvidt hans prædikener bare var udtryk for en slags Jordan Peterson-agtig maskulinitetsmoral. Jeg tilskrev det snarere hans konspiratoriske tilbøjeligheder, hans automatiske afvisning af massemennesket, som jeg virkelig godt kan lide hos ham. Men som på den anden side også er en lidt ærgerlig udvikling, som M mente i sommer, da vi så ham på Roskilde, altså, at han er gået fra at lave sange som "Brænd system" med Gilli til at kritisere et mere diffust "de", dele flourfri tandpasta ud til venner og bekendte, som rygtet siger, og rappe ting som "ved ik hvad de putter i maling", hvilket vel efter corona er en ret symptomatisk forskydning af indignation... Bla, bla. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal skrive om. Men jeg er viklet helt ind i det gamle års pjalter og glæder mig til i nat, hvor vi skal vaske os i det oplyste mørke

 

 

 

     drømte igen om en rotte. Det gør jeg næsten hver nat for tiden. I nat var den kommet op af toilettet, den var lykkedes med at løfte låget og travede mildt og ligesom hvilende i sig selv hen over gulvet i entreen i den lejlighed, jeg sov i. Sover i. Jeg lukkede mig inde i stuen men stolede ikke på, at rotten ikke også kunne trænge gennem døren. Pludselig var N der og satte sig for at fange rotten, hvilken kun forstærkede uhyggen, fordi jeg altid har tænkt ham som rotteagtig. Men sådan er det måske ofte med rottefængere. Kan i hvert fald også huske en skadedyrsbekæmper engang i barndommen som lignede et kryb mere end almindeligt meget med sine okkulte redskaber og skærpede sanser. Jeg råbte gennem døren, at N, når han havde smidt rotten tilbage ned i toilettet, skulle sørge for at lægge noget tungt på låget. Hvad er det, jeg på den måde vil tvinge ned i psykens kloaksystem, hvad..? Fobien for rotter og mus har fulgt mig hele livet, og da jeg var spæd turde jeg ikke engang blive trillet ind i Skoven, fordi jeg var angst for alle stiens grankogler

    jeg kan stadig ikke så godt lide grankogler, men jeg ville elske at blive trillet ind i skoven

Weekend

O skriver, han savner min blog. Savner den også, svarer jeg. Det var i nat, da jeg var til fest ovre hos fotoeleverne, fordi B var i Gøteborg og besøge F. Er du tilfældigvis i Gøteborg, skrev hun. Ej ja jeg er! Jeg kom hjem til lejligheden klokken halv fire i nat, og da M kortvarigt vågnede, satte han sig op i sengen og udbrød, Godt klaret! Det var noget han havde drømt, og så gik han igang, mens jeg gled ind i søvnen, med at forklare om den her drøm, hvor jeg åbenbart havde gjort noget imponerende. Nu er det lige så gråt som det har været hele den sidste uge i byen. Tåget, gråt og vådt. Man vågner om formiddagen og tror, det er nat. Jeg lytter igen til den her sang af Jens og kigger ud i vejret fra køkkenet. M tog tidligt hen på skolen for at skrive, tror jeg. Det er sådan en mærkelig tid i Gøteborg, hvor ikke kun luften er mørk, men også stemningen i klassen, det er som om vi undviger hinanden lidt eller aldrig kommer i dybden. Brænder inde. Måske er det bare mig, men det er det ikke. E og M og jeg så en underlig ny russisk filmatisering af Mesteren og Margarita i fredags, som egentlig lige så meget var en filmatisering af Bulgakovs proces og kamp mod den ateistiske censur, men der var også et fremtidsspor, hvor han fra en psykiatrisk klinik genfortalte den tid, der var, tror jeg godt man kan sige, filmens primære tid, og som om det ikke var nok niveauer, så var han i den her nære fremtid på en eller anden metaforisk måde spaltet i to, så han ude fra en balkon smuglyttede til sig selv. Og som om ALT det her ikke var nok, så var der også et niveau af filmen, som gik helt ind i en i romanen indfoldet fortælling, hvor ingen ringere end en ubekvem Claes Bang simpelthen spillede Pontius Pilatus og, vel egentlig underligt nok, talte latin. For hvert niveau var det ovenikøbet, som om æstetikken blev mere og mere a.i.-agtig, og djævlen, der i romanen ankommer til Moskva og spreder kaos, blev spillet af en tysk skuespiller, som bevægede munden åbenlyst stumt under en russisk speak. Vi forlod den lurvede biograf halvvejs inde i filmen og trådte ud i det våde mørke og fandt en restaurant, hvor personalet havde gevirer på hovedet og en gæst lod som om, han ville overrække M sin kuffert. Vi kunne ligesom ikke komme ud af den her mareridtsagtige film. E rettede på sine briller og sagde, at det var som at se en skærms egen forestilling om en film, så udvendigt. Ja, uf, vi skuttede os