torsdag den 20. november 2025

Drøm

Jeg føler mig mest fri når jeg sover. Alligevel vågnede jeg i går og gik i tømmermændenes tyndslidte dragt gennem byen og tog toget ud på landet, hvor jeg skulle hjælpe Amandus med hans film. Det var en smuk oplevelse at gå rundt i forestillingen om den her film og gå rundt i de her forladte fabrikslokaler, hvor forskelligartede elementer, ligesom i filmen, blandedes til et NYT rum af uld, planter, splintret glas og dimser. Hvor grafittien var holdt i sarte farver og virkede til at respektere mystikken, ligesom fugle og mus virkede til at have fred. Det var en virkelig fin dystopi. Det var også sjovt, at vi filmede scenerne kronologisk, sådan at jeg ikke bare forestillede mig filmen, men også levede i dens forløb og de små fremmede rum, den virkeliggjorde. Til sidst var det spændende, at jeg reciterede mit digt som en SKUESPILLER, altså tænkte det som en replik, der skulle forekomme erfaret. Måske er det det, recitationen, altså frigørelsen fra papiret, muliggør, og det der også gjorde Lasses oplæsning forleden så flot, at han havde lært digtene udenad, at de var udsagn snarere end udvendig fremvisning. Jeg var træt, da vi kom ud af filmen. Hvor Flint hang og dinglede i bæreselen på Adeyas ryg, mens hun kørte el-løbehjul. Så dejligt at se dem sådan. Men måske gav synet også anledning til dette underlige i min drøm i nat, hvor jeg bar et barn i et stofnet. Jeg bar det rundt i en bleg, abstrakt havneby. Pludselig var stofnettet tomt og slapt, og jeg ledte desperat på skibe, under biler, på biblioteker og på havets bund, men fandt ikke barnet, før der fandt en forskydning sted. Nu sner det. Jeg er ked af det, men da jeg mediterede i morges sagde stemmen, at et spejl ikke former sig efter hvad det spejler ....!



 

onsdag den 12. november 2025

Asfaltjungle

Men kan det virkelig passe, at aktivister gik rundt i velhaverkvarterer og piftede SUV'er i nat? Ja! Et SPÆNDENDE tiltag i en dansk sammenhæng, dette at gå direkte efter både udledninger og rigdom. Det er gjort før i København og andre byer og f.eks. var det en ret stor ting i Stockholm i 2007, hvor en gruppe med det mærkelige navn Asfaltsdjungelns Indianer med bl.a. Andreas Malm fokuserede meget på den her praksis. Men i nat var det altså på Frederiksberg og i Gentofte, at aktivister gik rundt i mørket og ledte efter de Verdensødelæggende Biler for så at tage luften ud af deres dæk og se dem falde pustende sammen som trætte køer. Ikke så tosset...

tirsdag den 11. november 2025

      jeg strejfede lige rundt i en HELT stille by, hvor kun mit eget hoved knirkede, og købte frugt og brød og notesbøger her og der og stødte ind i en eller anden og en eller anden som jeg næsten ikke kunne tale med, og nu er jeg tilbage i mit vindblæste værelse hvor jeg ligger og trykudligner dagen lang .    I går aftes cyklede jeg ud til A på skibet og spiste af hendes turkise grød. Tog bussen hjem gennem de sorte bølger som slog lydløst mod skroget. Jeg glæder mig til at blive fri for propper og komme hjem til menneskene 





fredag den 7. november 2025

Hallo derude

Ligger i mørket og kan ingenting høre. Forkølelsen lukker alt ude. HALLO DERUDE. Verden kan sagtens høre mig. Det føles underligt ensomt at ligge og larme i sin stilhed. I hovedets forladte byggegrund. Uden for vinduet kan jeg se stilladset, hvor nogen har skrevet hallA på stoffet. Den omvendte gud blafrer. Kan heller ikke høre mine tanker som jeg plejer og heller ikke de her sætninger, der virker som tavse overflader uden forbindelse til tankerne. Hvad hvis det her tager flere uger? Kan jeg vænne mig til at gå rundt som en forstoppelse i verden. I nat så jeg Interstellar. Kunne kun akkurat høre replikkerne og lydsporet, selvom jeg havde skruet helt op. Jeg kunne bedst lide filmen, inden de forlod jorden. Den affolkede verden, støvet der lagde sig på alting og faldt i mystiske søjler, de brændende marker, det hele forekom sandt. Men det var også flot, at rummet bøjede til sidst, og det var flot, da de landede på en planet af vand. Ligesom i Solaris, men der har havet bevidsthed. Her var det ligeglad og koldt. Plaske, plaske. Tsunamierne lignede de bjerge, de aldrig ville ramme. Jeg har lige været i bad for at kigge på vandet der faldt ned omkring mig. Opdagede sent, at det var brændende varmt. Det er den uvirkelighed, jeg går rundt i. Hvor alt er lidt langsomt og pixeleret