Jeg føler mig mest fri når jeg sover. Alligevel vågnede jeg i går og gik i tømmermændenes tyndslidte dragt gennem byen og tog toget ud på landet, hvor jeg skulle hjælpe Amandus med hans film. Det var en smuk oplevelse at gå rundt i forestillingen om den her film og gå rundt i de her forladte fabrikslokaler, hvor forskelligartede elementer, ligesom i filmen, blandedes til et NYT rum af uld, planter, splintret glas og dimser. Hvor grafittien var holdt i sarte farver og virkede til at respektere mystikken, ligesom fugle og mus virkede til at have fred. Det var en virkelig fin dystopi. Det var også sjovt, at vi filmede scenerne kronologisk, sådan at jeg ikke bare forestillede mig filmen, men også levede i dens forløb og de små fremmede rum, den virkeliggjorde. Til sidst var det spændende, at jeg reciterede mit digt som en SKUESPILLER, altså tænkte det som en replik, der skulle forekomme erfaret. Måske er det det, recitationen, altså frigørelsen fra papiret, muliggør, og det der også gjorde Lasses oplæsning forleden så flot, at han havde lært digtene udenad, at de var udsagn snarere end udvendig fremvisning. Jeg var træt, da vi kom ud af filmen. Hvor Flint hang og dinglede i bæreselen på Adeyas ryg, mens hun kørte el-løbehjul. Så dejligt at se dem sådan. Men måske gav synet også anledning til dette underlige i min drøm i nat, hvor jeg bar et barn i et stofnet. Jeg bar det rundt i en bleg, abstrakt havneby. Pludselig var stofnettet tomt og slapt, og jeg ledte desperat på skibe, under biler, på biblioteker og på havets bund, men fandt ikke barnet, før der fandt en forskydning sted. Nu sner det. Jeg er ked af det, men da jeg mediterede i morges sagde stemmen, at et spejl ikke former sig efter hvad det spejler ....!
