En anden frekvens

Det var godt at være inde og se Satantango og synke længere og længere ned i den mudrede verden og historiens afslutning, som timerne i mørket skred frem. Til sidst havde vi alle, tror jeg, fundet ind til en anden skala, hvor de mange minutter, indstillingerne ofte varer, oplevedes som sekunder. Jamen så prøvede man lige at være på en anden frekvens... Det er en mærkelig film, som på en gang befinder sig i tætte, tilmurede rum og i en vidtforgrenet struktur, der akkurat hænger sammen i det, man kalder plot. Men det var ikke så meget nogen handling, der gjorde, at vi blev siddende i de otte timer, visningen varede, som det var den stadig rigere fordybelse af det, der normalt er perifert eller underforstået: rum, vejr, lyd. Alle scener blev ligesom vredet som våde klude. Til sidst var det som om, filmen hviskede det, Psalm siger i slutningen af Ulrikkes nye fantastiske bog: "I know we haven't gone through a great story arch together, but at least we've been through ups and downs. Yeah. We have been through ups and downs, and I can feel you still love me. And I love you right back." Bortset fra at man måske ikke kom THROUGH ups and downs, men snarere evindeligt kravlede et stykke op, faldt ned igen osv. Der var noget uigennemtrængeligt over filmen, som på sin side trængte helt ind. Jep sådan kan man sige det... Det flotte var også, at det vigtigste niveau af filmen ikke var klipningen eller handlingen eller for den sags skyld skuespillet, men det, der jo egentlig altid er det mest grundlæggende niveau: kameraet. Man blev virkelig fortrolig med dets små rystelser og store tålmodighed. Bagefter gik jeg med C og M til Nørreport, hvor vi indrømmede, at vi var for trætte til at fortsætte. De rejste hjem til Malmø, jeg gik hjem langs søer og var tom af glæde og hostede