Jeg er på langrend oppe i fjeldene. Sne til alle sider, i morges var selv sneen lyserød, fordi solen stod op, og grantræerne var tunge af tjavset sne. Det lignede en scenografi, hvor der var gjort lidt for meget ud af ideen om vinter, men jeg har også lige læst Tom Silkebergs gode bog om teater. At pruste og puste ud i alt det smukke er noget af det smukkeste! I går aftes sad jeg i pejsestuen, hvor nogle tilrejsende musikanter underholdte med kammermusik, så vi i publikummet kunne nyde følelsen af at være verdensfjerne europæere på et sanatorium. Jeg elsker virkelig at løbe omkring i alt det hvide og føle, at det hele er meget virkeligt og meget fiktivt, meget konkret og meget abstrakt. Forstår aldrig helt den erfaring. At være besøgende i sådan et rum, der i glimt kan føles afskrællet socialitet. Måske bruger jeg ordet fiktivt, fordi jeg her tænker fiktionen som et lukket rum frigjort fra de fleste sammenhænge. At det ofte er naturen der giver mig DEN følelse må jo betyde, at den højeste fiktion findes på det højeste bjerg… Den her ide om fiktionen som det rensede rum, utopien: Tænker på det, Lars skriver i Øvelser, at skriften skal gøres “fri / af sine forudsætninger / som et lukket system, en biosfære / vi kan opretholde livet i”. Skriften betyder ikke fiktion her, men måske kan man bruge ordet sådan. I hvert fald skriver Wallace Stevens, som jo er en af de bedste digtere, skal man huske, i “Notater om den højeste fiktion”, at den højeste fiktion, hvilket, jeg tror, betyder den bedste poesi, må være: abstrakt, foranderlig og bringe glæde. Kriterier der også er opfyldt i et landskab. For her betyder det abstrakte måske bare: uden referencer. Sne, sne og sne. Det, der ikke peger videre, og det er måske også derfor, man taler om “abstrakt maleri”, selvom denne type maleri vel er den mest konkrete: flader af maling. Ja, nu forstår jeg det hele
